ROSKILDE DOMKIRKE VERDENSARVSCENTER

Verdensarvscenter opfylder drømme

Verdensarvsformidling i verdensklasse

På toppen af Roskilde ligger en perle, som skinner langt ud over landets grænser. Roskilde Domkirkes imponerende kongegrave og storslåede gravkapeller i Nordens første gotiske teglstenskirke viser 800 års arkitekturudvikling i ét monument, og med sin vægtige betydning har kirken opnået en plads på UNESCO’s verdensarvsliste. Roskilde Domkirke er et fælles udgangspunkt for 1000 års traditioner, levende kirkeliv, kongelige fortællinger og national erindringskultur. Den beretter om innovativ byggeteknik, arkitektoniske nyskabelser og de kongeliges liv og død fra Harald Blåtand til i dag. Det er hele Danmarks stamtræ og monarkiets storslåede eftermæle. Domkirken er umistelig kulturarv for hele menneskeheden, og det nye verdensarvscenter skal bidrage til meningsfuldhed og forståelse gennem formidling af vores fælles arv.

Siden UNESCO-optagelsen i 1995 har der været et stort ønske om at styrke formidlingen af kirken og dens historie. Den nuværende formidling er begrænset, både af kirkens fysiske udformning og af den respekt, som kræves omkring de kirkelige handlinger i den stadig aktive sognekirke. Et nyt verdensarvscenter skal forløse det enorme formidlingspotentiale, styrke tilgængeligheden og åbne forståelsen af Domkirkens og verdensarvens monumentale betydning for endnu flere. Optimalt beliggende i dele af Det Kongelige Palæ får det nye verdensarvscenter samtidig en vigtig funktion med at binde byen, palæmiljøet og Roskilde Domkirke sammen i en storslået kulturhistorisk oplevelse.

pressefoto af Verdensarvscenter

Ny formidling i gamle omgivelser

Lauritz de Thurahs kongelige palæ skal udgøre de smukke rammer om det nye verdensarvscenter. Bygningerne blev opført på bestilling fra Christian 6. i 1733, hvor de erstattede den gamle bispegård fra middelalderen. Det nye palæ skulle huse kongefamilien, når de var i byen – for eksempel i forbindelse med kongelige begravelser. I dag bruges dele af palæet stadig af Kongehuset, men huser også Roskilde Stiftsadministration, stiftslokaler og bispebolig. At bispesædet, hvis historie rækker 1000 år tilbage, er i fuld funktion på stedet bidrager til autenticitet og gør historien levende.

Med bæredygtighed for øje, både i genbrug af Lauritz de Thurahs oprindelige mursten og i forhold til palæets arkitektur, skal indgangsporten fortsat udgøre en imponerende ankomst til palæet og det nye verdensarvscenter. Palæets smukke have skal vækkes af en årelang slummer ved at gendanne en oprindelig åbning i muren omkring palæhaven mod Domkirken. Med stor respekt for de fredede bygninger og palæets historie skal bygningerne indrettes med udstillinger, der åbner historien om Danmarks kongelige gravkirke og får dig til at løfte blikket.

Udstillinger om kulturarv og kongelig danmarkshistorie 

Det nye verdensarvscenter skal med to faste udstillinger formidle kriterierne for kirkens optagelse på UNESCO’s verdensarvsliste: Monumentet om Domkirkens fantastiske arkitektur og Monarkernes liv og død om Domkirkens enestående historie som ramme om kongelige begravelser og gravmonumenter, der har sat sit visuelle spor både i kirkens indre og ydre.

I palæets vestfløj – med udsigt direkte til fortællingens hovedperson – fortælles bygningshistorien om de mere end 2,5 millioner sten, der udgør monumentet og som viser menneskets ypperste formåen inden for håndværk og kunsthåndværk. Katedralen fra omkring år 1200 var det tidligste eksempel af sin art i Nordeuropa – med tegl som nyt materiale og gotikken som lysets nye stilart. Roskilde Domkirke blev et ideal til efterfølgelse og en stor drivkraft bag tegls udbredelse i Nordeuropa.

I hovedbygningen kan besøgende udforske erindringens kraft gennem monarkernes liv og død i Roskilde Domkirke – den kongelige gravkirke. Fra kalkmaleriet af Harald Blåtand over de smukke gravkapeller til senest Dronning Margrethe 2.s kommende hvilested fortælles 1000 års danmarkshistorie. Konger og dronninger har siden de tidligste begravelser formet kirken, skabt rum for deres hvilesteder og i samarbejde med tidens fremmeste arkitekter formet Domkirken.

En helstøbt oplevelse

Selv med et nyt, spændende verdensarvscenter er Roskilde Domkirke fortsat kronen på værket. I et samspil mellem palæ og kirke opstår en ny og helstøbt formidlingsoplevelse, hvor det gamle og det nye går hånd i hånd for at udfolde forståelsen af Domkirkens betydning. Med levende fortællinger, originale genstande og opdateret viden skal verdensarvscentret åbne kirkens skatte for besøgende, som med et forandret blik kan besøge eller genbesøge Domkirken.

I selve Domkirken står formidlingen over for et løft, der respekterer kirkens stærke historie, unikke arkitektur og de kirkelige handlinger. Blandt andet skal en ny database give et overblik over samtlige gravlæggelser i kirken, og digitale og analoge løsninger udfolde arkitekturen samt de mange historier, der har været med til at forme Danmark. De besøgende kommer på en kongelig tidsrejse i de bevægende historier, de overjordiske gravmæler og arkitekturen i verdensklasse. Her er plads til store tanker, der skaber eftertænksomhed og efterlader dem med en større forståelse for vores fælles kulturhistorie og for verdensarven.

Verdensarv for alle børn og unge

Det er et udtalt mål for Verdensarvscentret, at det skal besøges af 60.000 børn og unge om året. Roskilde Domkirke er en oplagt måde at formidle fællesskab og kulturarv til nye generationer. At give kulturarven og den kongelige dan­markshistorie videre er afgørende og en grund til, at skoleklasser fra hele landet og familier med børn fra hele verden allerede besøger Domkirken. De unge børneturister vil i det nye Verdensarvscenter møde udstillingsspor, et læringsmiljø med avanceret AV-udstyr og en formidling, der er som skabt til dem; sjovt, lærerigt, spændende og legende.

Plads til at være sammen

Uanset, om oplevelsen begynder under Domkirkens himmelstræbende hvælvinger eller foran palæets smukke indgangsport, behøver den på ingen måde slutte samme sted. Portnerboligens indgang ud mod Roskildes levende Stændertorv skaber en portal ind til udstillinger, butik og cafémiljø. Her vil skabes øget fokus på næste generation med bedre faciliteter for børn og unge. Faciliteter som bruges døgnet rundt og er åbent for dagpleje, familier, turister, borgere og mange flere.

Det nye verdensarvscenter forstærker hele det autentiske kulturmiljø omkring kirken og palækomplekset og forærer byen nogle nye, kompetente rum. Både inde i palæet, som bliver mere tilgængeligt for flere, men også ude, hvor Palæhaven genåbnes mod Domkirken og bliver en grøn oase midt i byens liv. Med en formidabel udsigt til den verdensberømte nabo, som har ligget på samme sted i 800 år: Roskilde Domkirke.