PRESSEMEDDELELSE

Danmark får nyt verdensarvscenter

Med donationer på over 125 millioner i ryggen er der nu grønt lys til et besøgscenter lige ved den ikoniske Roskilde Domkirke, der er på UNESCO’s Verdensarvsliste. 

Og om få år kan lokale og besøgende fra hele verden blive endnu klogere på den kongelige gravkirkes 1000-årige historie, når et nyt verdensarvscenter slår dørene op.

Det er realiteten, efter at finansieringen til projektet er faldet på plads med store donationer fra først og fremmest A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Roskilde Kommune og Kulturministeriet. Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond har med en bevilling også bidraget til projektet.

Bag projektet står Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke.

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal er med en donation på 60 millioner kroner den største bidragsyder.

”Fonden ønsker at bidrage til en stærkere formidling af den enestående fortælling om Roskilde Domkirkes 1000-årige Danmarkshistorie i værdige, smukke og attraktive rammer”, siger formand for A.P. Møller Fonden, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

Også Augustinus Fonden bidrager til besøgscentret med en donation på 25 millioner kroner.

”Det er meget glædeligt, at der med det nye verdensarvscenter bliver skabt en nutidig ramme for formidlingen af det storslåede historiske monument. Det giver alle mulighed for at få en dybere og mere kvalificeret forståelse af, at vores fælles nationale kulturarv også er verdensarv,” siger Frank Rechendorff Møller, adm. direktør i Augustinus Fonden.

En samlende faktor for byens historiske miljø

Det nye verdensarvscenter skal ligge i dele af det store barokkompleks, Det Kongelige Palæ, midt i Roskilde. Med stor respekt for de historiske bygninger skal flere dele af Det Kongelige Palæ indrettes med udstillinger, der formidler historien om Roskilde Domkirke som UNESCO verdensarv. Derudover supplerer det kommende besøgssted Domkirken med moderne faciliteter som café, butik og undervisningsmiljø.

”Det er svært at skjule begejstringen og stoltheden i dag. Det kommende verdensarvscenter bliver en samlende faktor for hele det kulturhistoriske miljø omkring Domkirken til glæde for både byens borgere og turister. At det ovenikøbet kan placeres i de dele af det smukke Kongelige Palæ, der vender ud mod byen og ind mod Domkirken, er intet mindre end en helt optimal løsning,” fortæller Roskildes borgmester, Tomas Breddam.

Med erklæringen om en bevilling, der både dækker anlægsudgifter og giver driftsstøtte til verdensarvscentret de første fem år efter åbningen, har kulturministeren banet vej for, at verdensarvscentret får en solid og sikker start.

“Roskilde Domkirke er med sin historie og arkitektur helt unik dansk kulturarv og verdensarv. Derfor skal turister og lokale besøgende naturligvis have adgang til en tidssvarende formidling, der gør det tydeligt, hvor enestående og universel en betydning, Domkirken har for dansk arkitektur og historie. Det er utroligt glædeligt, at det er lykkedes at samle så mange kræfter om at oprette det nye verdensarvscenter, så ikke alene Domkirkens tårne rager højt op, men fortællingen om Domkirken også kommer til at gøre det,” siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

For Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, som er bygherre på projektet, er nyheden selvsagt også skelsættende.

”Det er en glædens dag! Med verdensarvscentret ved Roskilde Domkirke vil mennesker fra hele verden få øjnene op for, hvor rig en kulturarv, vi har i Danmark, med banebrydende håndværk, rig arkitektur og med kongelige historier af ypperste klasse. Vi er taknemlige over for de bevillingsgivere, som har gjort dette projekt muligt,” siger bestyrelsesformand i Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, Morten Langager.

Levende kirke i kulturmiljø

I Roskilde Domsogn har menighedsrådet i flere årtier ønsket sig et besøgscenter, så glæden er stor nu, hvor det tegner til at blive til virkelighed.

“Det er en drøm, der går i opfyldelse. Som en aktiv og levende sognekirke er vi stolte af det unikke samspil, vi har med verdensarven. Med besøgscentret bliver der mere plads til på én gang at udfolde kirkelivet og at være et historisk vingesus i Roskilde”, siger Bjarne Hald, der er formand for menighedsrådet ved Roskilde Domsogn.

Operatør og ansvarlig for projektet er museumsorganisationen ROMU med direktør Morten Thomsen Højsgaard i spidsen og Lena Bruun Jensen som projektleder.

Kontakt:

Lena Bruun Jensen
Projektleder, Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke
Tlf.: 5359 1966
lenabj@romu.dk

Sara Peuron-Berg
Formidlingsansvarlig i Roskilde Domkirke
Tlf.: 2012 1981
sap@roskildedomkirke.dk

Fotos og videomateriale i høj opløsning kan hentes her