DET SIGES OM

Verdensarvscentret ved Roskilde Domkirke

Roskilde Domkirke er en uvurderlig brik i fortællingen om Danmarks og Europas fælles historie. Etableringen af Roskilde Domkirkes verdensarvscenter er et både betydningsfuldt og omfattende projekt, som vækker stor genklang i kulturverdenen. Derfor kaster nyheden om det kommende verdensarvscenter ved siden af den levende katedral i Roskilde ganske naturligt reaktioner af sig. Her er et udvalg:

 

Morten Langager, bestyrelsesformand i Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke:

”Det er en glædens dag! Med verdensarvscentret ved Roskilde Domkirke vil mennesker fra hele verden få øjnene op for, hvor rig en kulturarv, vi har i Danmark, med banebrydende håndværk, med rig arkitektur og med kongelige historier af ypperste klasse. Vi er dybt taknemlige over for de bevillingsgivere, som har gjort dette projekt muligt.”

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller Fonden:

”Fonden ønsker at bidrage til en stærkere formidling af den enestående fortælling om Roskilde Domkirkes 1000-årige Danmarkshistorie i værdige, smukke og attraktive rammer.”

Frank Rechendorff Møller, adm. direktør i Augustinus Fonden:

”Det er meget glædeligt, at der med det nye verdensarvscenter bliver skabt en nutidig ramme for formidlingen af det storslåede historiske monument. Det giver alle mulighed for at få en dybere og mere kvalificeret forståelse af, at vores fælles nationale kulturarv også er verdensarv.”

Tomas Breddam, borgmester i Roskilde:

”Det er svært at skjule begejstringen og stoltheden i dag. Det kommende verdensarvscenter bliver en samlende faktor for hele det kulturhistoriske miljø omkring Domkirken til glæde for både byens borgere og turister. At det ovenikøbet kan placeres i de dele af det smukke Kongelige Palæ, der vender ud mod byen og ind mod Domkirken, det er intet mindre end en helt optimal løsning, som vi ser utrolig meget frem til at realisere.”

Jakob Engel-Schmidt, kulturminister:

“Roskilde Domkirke er med sin historie og arkitektur helt unik dansk kulturarv og verdensarv. Derfor skal turister og lokale besøgende naturligvis have adgang til en tidssvarende formidling, der gør det tydeligt, hvor enestående og universel en betydning, domkirken har for dansk arkitektur og historie. Det er utroligt glædeligt, at det er lykkedes at samle så mange kræfter om at oprette det nye verdensarvscenter, så ikke alene domkirkens tårne rager højt op, men fortællingen om domkirken også kommer til at gøre det.”

Bjarne Hald, formand for menighedsrådet ved Roskilde Domsogn:

“Det er en drøm, der går i opfyldelse. Som en aktiv og levende sognekirke er vi stolte af det unikke samspil, vi har med verdensarven. Med besøgscentret bliver der mere plads til på én gang at udfolde kirkelivet og at være et historisk vingesus i Roskilde.”

Ulla Thorbjørn Hansen, biskop over Roskilde Stift:

“Jeg glæder mig til, sammen med verdensarvscenteret, at være fælles om både Roskilde Domkirke og Roskilde Palæ. Vi får et tæt naboskab med bispebolig i østfløjen og stiftsadministration i hovedbygningens første sal og dele af stuen. Med verdensarvscenteret får vi endnu en aktør, der åbner dørene til Roskilde Domkirkes historie. Domkirken er et monumentalt vidnesbyrd om Danmarks historie og en vigtig del af moderne menneskers liv som byens og hele Stiftets kirke.”

Esben Danielsen, direktør for Kulturens Analyseinstitut:

”I Kulturens Analyseinstitut anser vi oprettelsen af Roskilde Domkirke Verdensarvscenter som en sjælden mulighed for at medvirke til verdensklasse kulturformidling af uvurderlig kulturarv. Vi arbejder derfor som ”følge-analytiker” på hele processen fra start til slut, og vi vil være videnspartner i udviklings- og prototypefasen, således at det færdige verdensarvscenter bliver state of the art kulturformidling til mange målgrupper og på mange indholdsniveauer.”

Thomas C. Thulstrup, museumsdirektør i Kongernes Samling:

“Vi er utroligt glade for at være en del af arbejdet med at udvikle et verdensarvscenter, som kan formidle bredt og tiltrække mange besøgende til Roskilde og især Roskilde Domkirke. Etableringen af det nye besøgssted passer rigtigt fint ind i vores mission: At formidle monarkiet og monarkernes historie fra vugge til grav.”

Jesper Kejlhof, formand for Roskilde Domsogns Verdensarvsudvalg:

“At der nu kommer et verdensarvscenter, er en fantastisk nyhed. Det giver en unik mulighed for at for alvor formidle betydningen af verdensarven til børn, unge og voksne, så verdensarven også lever i kommende generationer. Vi kan formidle det unikke i, at vi har verdensarv lige midt i Roskilde By og være stolte af det.”

Morten Thomsen Højsgaard, direktør i Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke:

”Roskilde Domkirke er et kulturhistorisk mesterværk og et nationalt klenodie. Med Verdensarvscentret bliver det muligt at åbne flere døre til den fælles kulturarv, der forener os. Så fra hjertet tak til alle, der har hjulpet og nu vil samarbejde yderligere om at løse denne enormt væsentlige opgave for vores samfund.”